Et sommerhus i Rågeleje, Denmark

Tilbage til inspiration

Et hyggeligt og funktionelt rum

Anna og Thomas har skabt et åbent køkken i deres sommerhus med plads til hele familien. Vi mødte Anna til en snak om vejen til deres nye BASIS og MATCH køkken, og om hvordan de inkluderede deres behov for funktionalitet i køkkenløsningen.

Da Anna og Thomas begyndte planlægningen af deres nye køkken til sommerhuset, var de helt sikre på én ting: der skulle være plads til hele familien på fire.

Sommerhuset – der ligger i Rågeleje, 50 minutter nord for København – blev oprindeligt opført i 1960’erne og rumfordelingen var præget af små rum og et aflukket køkken. Derfor besluttede familien sig for at opdatere huset, så det i højere grad afspejlede familiens behov.

Anna fortæller: “Vi tilbringer næsten hver weekend i vores sommerhus, og alt socialt samvær, middage og arrangementer med venner foregår primært i og omkring køkkenet. Derfor ville vi gerne have, at vores køkken var et hyggeligt rum, hvor vi alle ville kunne samles som familie.”

Familien besluttede sig for at rive en væg ned og dermed skabe et åbent og rummeligt køkken-alrum. Den nye rumfordeling krævede en ny plantegning for køkkenet, men der var dog visse detaljer fra det tidligere køkken, som familien gerne ville indtænke i det nye design.

“Vi har altid elsket lysindfaldet fra de tidlige solstråler gennem det lille køkkenvindue, så vi ville gerne beholde køkkenet med de grundlæggende køkkenfunktioner op mod væggen. Vi har også beholdt det samme antal moduler i køkkenet, da det tidligere køkkens proportioner passede godt til arkitekturen og rummet – nu har vi blot sat køkkenet i forbindelse med resten af huset, og inviteret naturen og lyset ind med en transparent facade,” siger Anna. 

Løsningen blev et køkken baseret på funktionalitet, med en del af køkkenet placeret op mod væggen, kombineret med en fritstående køkkenø, som skaber et flow i køkkenet og fungerer som en rumdeler.

“Alle funktioner – ovn, køleskab, kogeplade, vask, opvaskemaskine – er bygget ind i en niche for at holde vandtilslutning og el i væggen. På den måde kunne køkkenøen nøjes med at blive brugt til opbevaring,” forklarer Anna.

Familien valgte en neutral og rolig farve til køkkenet i baggrunden op mod væggen, mens køkkenøen gerne måtte blive fremhævet med en stærk kontrast. Anna beskriver:

“Siden køkkenet er blevet et stort, åbent rum, fylder det meget rent visuelt. Vi ville gerne have et strømlinet og funktionelt design med holdbare materialer. Vi valgte derfor BASIS køkkenet, dels grundet det klassiske design, men også fordi det gav os muligheden for at vælge en specialfarve til at matche det lyse rum. Køkkenøen ville vi gerne gøre til et midtpunkt for rummet – fritstående og uden nogen egentlig funktion tilknyttet. Den måtte gerne skille sig ud i farve, materiale og funktion, så vi endte med at vælge designet MATCH."

"Jeg elsker den taktile plastikoverflade. Den er både behagelig at se på og røre ved – hvem havde troet, at man ville føle trangen til at røre sit køkken, hver gang man går forbi det?”